Månedens udstilling – Birgit Gammelgaard Pedersen

      Kommentarer lukket til Månedens udstilling – Birgit Gammelgaard Pedersen

Birgit har netop fejret 30-års jubilæum som elev på Gallo Skolen. Hun var blandt de første elever fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, som begyndte på den nye skole på Blåmunkevej i Risskov i august 1988.

Maleri var dengang hendes foretrukne fag. Senere kom mange andre til, bl.a. silkemaling, keramik, glas, vævning, klaverspil, guitarspil, sang og De splittergale. Men også tekstil-collage var et fag, der tiltrak hende, og resultaterne af dette fag ses nu på en udstilling i Gallo Huset. Et udtryk fra hendes 30 år på skolen, men samtidig hendes ”75-års fødselsdags broderifest.”

Tekstil-collage er en hurtig håndbroderiform, hvor collagens riv og tilfældige former giver billedet et uventet og ikke planlagt udtryk. Et fag, som bygger på indfald, laden stå til, og hvor motiv og idé udvikler sig i eget tempo under nålens, saksens og farvernes leg. Lim og symaskine er bandlyst, da det forstyrrer nålens leg.

Den teknik, som også kunne kaldes håndbroderi, passer Birgit godt. Hun arbejder hurtigt, ser former og billeder i farvede stoffer og forskellige materialer, som hun leger med, medens nålen ”danser” hen over det, op og ned i et hurtigt tempo, og resultatet bliver levende, fortællende og udtryksfulde billeder.